En testpostering (fra en snarligt kommende bog):
Den normale definition på en art for organismer, der formerer sig seksuelt, er, at medlemmer af samme art skal kunne parre sig og få frugtbart afkom. Hvis to organismer parrer sig og ikke kan få afkom, der kan videreføre deres egen art, tilhører de forskellige arter. Dette var også, hvad Darwin forstod ved en art.[i]
Ifølge det biologiske klassificeringssystem inddeles arter igen i varieteter, der også kaldes racer eller sorter. I modsætning til arter er der ingen skarpe grænser imellem varieteter. De kan frit krydse sig med hinanden og få frugtbart afkom. Deres afkom vil fortsat tilhøre samme art, selv om krydsningen eventuelt giver ophav til en ny varietet. De forskellige menneskeracer er eksempler på dette. Alle mennesker uanset race (varietet) kan forplante sig med hinanden og få frugtbart afkom.
Kernen i Darwins argument var, at varieteter gradvist kan blive til arter igennem avl. Med andre ord mente han, at der ingen grænser er for, hvor store ændringer der kan ske i varieteterne inden for en art:
“Ikke desto mindre er varieteter ifølge min opfattelse arter under dannelse eller, som jeg har kaldt dem, begyndende arter. Hvordan bliver da de mindre forskelle imellem varieteter til de større forskelle imellem arter? At dette jævnligt sker, må vi slutte af, at de fleste af de utallige arter overalt i naturen frembyder velmarkerede forskelle, hvorimod varieteter, de formodede prototyper og stamformer til fremtidige velmarkerede arter, udviser små og dårligt definerede forskelle.”[ii]
Kort sagt troede Darwin, at forædling og avl på planter og dyr kan give ophav til nye arter. Det første kapitel i Arternes oprindelse, “Husdyr og dyrkede Planters Varieren,” ser på den virkning, menneskets selektive avl har på en art. Selv om Darwin ikke skriver det lige ud, er det tydeligt, at han mener, at med tiden kan arter blive fremavlet til nye arter, hvis man krydser dem tilstrækkeligt mange gange. I bogens andet kapitel, “Dyrs og Planters Varieren i Vild Tilstand,” argumenterer Darwin for, at naturen også har evnen til at fremavle varieteter til nye arter igennem naturlig selektion.
Desværre tog Darwin fejl med hensyn til, hvor store ændringer der faktisk sker imellem varieteter. Derfor var han også galt på den, når han hævdede, at nye arter kunne opstå igennem avl. Vi ved nu, at naturen har sat grænser for, hvor meget en art kan ændre sig. Fremavl kan kun give ophav til forskelle inden for rammerne af allerede eksisterende karaktertræk. For eksempel kan man ved at avle på hunde få hunde af forskellig størrelse, temperament og forskelle i pelslængde og farve. Men uanset om hundene er store eller små, fortsætter de med at være hunde. Det er ikke muligt igennem avl at få karaktertræk, der ikke allerede findes i arten. Vi vil aldrig kunne få en kat ved at avle på hunde, selv om vi gør det i nok så mange generationer. Det eneste, avl gør, er at blande og kombinere allerede eksisterende træk.
Der er ligeledes grænser for, hvor meget man kan fremhæve eller undertrykke de eksisterende, naturlige karaktertræk. Ifølge planteforædleren Luther Burbank (1849–1926):
“Jeg ved af erfaring, at jeg kan udvikle en blomme på en halv tomme eller på to-og-en-halv tomme med alle mulige størrelser ind imellem, men jeg skal villigt indrømme, at det er håbløst at forsøge at få en blomme på størrelse med en lille ært eller på størrelse med en grapefrugt. Jeg har roser, der blomstrer temmelig stabilt i seks måneder om året, men jeg har ingen, der blomstrer i tolv, og vil aldrig få det. Kort sagt er der grænser for den mulige udvikling.”[iii]
Den store franske zoolog Pierre Grassé (1895–1985) var enig i dette:
“På trods af det voldsomme tryk, som kunstig selektion har været årsag til i tusinder af år (ved at udskille enhver forælder, der ikke svarer til det valgte kriterium), fødes der ingen nye arter. Et sammenlignende studie af sera, hæmoglobiner, blodproteiner, frugtbarhed på tværs af arter osv. viser, at racerne forbliver inden for de samme bestemte afgrænsninger. Dette er ikke et spørgsmål om mening eller subjektiv klassificering, men er en målbar realitet. Faktum er, at selektion giver konkret form til og sammensætter alle de varieteter, et genom er i stand til at frembringe, men udgør ikke en nyskabende evolutionær proces.”[iv]
Francis Hitchings skrev på samme måde:
“Det er nu absolut klart, at der er faste naturlige grænser for, hvad der kan gøres. Bemærkelsesværdige ting kan opnås igennem krydsning og selektion inden for artsbarrieren eller indenfor en større gruppe af relaterede arter såsom hvedesorter. Men hvede fortsætter med at være hvede og bliver for eksempel ikke til grapefrugter. Imellem 1800 og 1878 blev sukkerindholdet i sukkerroer forøget fra 6 til 17 procent. Et halvt århundredes yderligere forædling gjorde ingen forskel.”[v]
Alt dette blev ikke blot påvist i årene efter Darwin. Allerede før og på hans tid var det korrekt blevet observeret, at der er grænser for de ændringer, man kan afstedkomme igennem avl. Darwins ide om, at varieteter kan blive til arter, var ønsketænkning og ikke baseret på faktiske videnskabelige observationer.
[ii] Origin of Species, s. 155. [Arternes oprindelse, s. 138]
[iii] Darwin Retried, Norman Macbeth, Gambit, Boston 1971, s. 36.
[iv] Darwin on Trial, Second Edition, Phillip Johnson, InterVarsity Press, Illinois, USA, 1993, s. 18.
[v] The Neck of the Giraffe, Francis Hitching, Ticknor & Fields, New Haven, Connecticut, 1982, s. 54.
Når vi tænker på de konkrete videnskaber, står fysik som regel øverst på listen. Men et nærmere kig på, hvad fysikere mener, universet består af, får ikke fysik til at ligne noget særligt konkret. Den 16. juni stod en artikel i PhysOrg, “Study finds there may be multiple ‘God particles’”: [“Studie viser, at der kan være mange ”Gudspartikler”].[i] Titlen sigter til den berømte Higgs-boson og ikke til et overnaturligt væsen. Det var håbet, at den store CERN-accellerator skulle finde spor af, hvad Nobelprismodtager Leon Lederman kaldte “Gudspartiklen”, hvis opdagelse kunne hjælpe os med at samle vores forståelse af universet og ”forstå Guds tanke.” Nu kan der imidlertid ifølge forskere fra Fermilab måske være hele fem Higgs-bosoner (som ikke er blevet fundet endnu).
Frank Close skrev i en boganmeldelse i Nature om emnet.[ii] Den anmeldte bog var af Ian Sample og hedder Massive: The Hunt for the God Particle. Han gør opmærksom på, at partikelfysikere hader etiketten ”Gudspartikel”, som medierne fortsætter med at kalde den, og bemærker, at ”mange hævder, at den ikke skulle kaldes Higgs-bosonen, for teorien har en længere historie.” Det viser sig, at der er lige så meget sociologi, teori og nomenklatur som fysik på spil i opfattelsen af, hvad der ligger til grund for materie eller stof. Her er et uddrag fra Nature:
”Alt imens W og Z bosoner, der bærer den svage kraft, anvender denne mekanisme, gør fotonen, der bærer den elektromagnetiske kraft, det ikke. Den forbliver masseløs. Hvorfor dette sker, har ingen fundet svar på…
Bag hele denne teori ligger en anden engelsk fysiker, Jeffrey Goldstones, arbejde. I sin udforskning af spontant symmetribrud i 1961 identificerede Goldstone to bosoner, der spillede en rolle: den ene var massiv, den anden var masseløs. Begge var forskellige fra fotoner eller W-bosoner i den forstand, at de manglede den indefra virkende egenskab af kvantespin. Empiriske observationer tydede på, at den masseløse Goldstone-boson ikke eksisterer, hvilket affødte et teoretisk dilemma, der fik megen opmærksomhed på den tid fra dem, der håbede at bruge teorien som basis for en forening af den svage og den elektromagnetiske vekselvirkning. Mekanismen, der blev opdaget af de tre grupper af fysikere i 1964, forklarede, hvordan Goldsstones masseløse boson kunne forsvinde, en proces, under hvilken den gav masse til W-bosoner, der overfører den svage kraft. Det løste således to problemer ved at skabe ét nyt og banede vejen for den moderne teori om den ”elektrosvage” kraft.
Sample vedkender sig dette arbejde, men overser dets massive kontrast, hvor spændingen ligger i dag. Ironien er, at det også i det store hele blev ignoreret i 1964. Brout og Englert omtaler det ikke i deres afhandling, selv om de har kendskab til dets manifestation i kondensmateriefysikken. Guralnik, Hagen og Kibble udelod det i deres analyse, der blev simplificeret for at fokusere på fjernelsen af dens masseløse ledsager. Higgs alene forfulgte det. Det, der i dag kaldes for Higgs’ boson er i virkeligheden Goldstones massive boson. Selv om mindst seks fysikere kan gøre fordring på denne særlige mekanisme til frembringelse af masse, var det kun Higgs, der forstod vigtigheden af den massive boson som et kriterium for teorien.”
Her er en forståelse af fagudtrykkene ikke så vigtig som konstateringen af, at forskellige konkurrende grupper af fysikere mest af alt ser ud til at lege med skygger i mørket og opfinder begreber i takt med, at de famler sig frem. Kan en partikel virkelig være en bærer af kraft? Kan mekanismer generere masse, blot fordi en teori har brug for det? Hvor kommer denne masse fra? Uanset hvor nyttige udtrykkene og nomenklaturen er for teorien, er naturen så forpligtiget til at indrette sig efter menneskers forestillinger? Ændrede naturen pludselig egenskaber det år, da den ene Higgs-boson pludselig blev til fem?
Det intuitive svar på det sidste spørgsmål er selvfølgelig, at det gjorde naturen ikke. Vores videnskabelige forståelse ændrede sig blot. Men kan vi da gå ud fra, at vores forståelse nu er bedre? Udvikler den sig? Ændrer vores forståelse sig løbende, og hvis den gør det, er der da noget tidspunkt, hvor vi kan sige, at vi forstår noget med blot en vis grad af sikkerhed? Kan vi gå ud fra, at vi har den rigtige historie lige nu? Hvilke uforudsete opdagelser i løbet af de næste år vil få os til at smide alt, vi lærte i 2010, i papirkurven?
Dette er seriøse spørgsmål, hvilket understreges af et andet nyligt eksempel i New Scientist: “Anti-neutrino’s odd behaviour points to new physics” [”Anti-neutrinoens underlige opførsel peger på en ny fysik”].[iii] Reporter Anil Ananthaswamy skrev: ”Den forbløffende egenskab ved disse subatomare partikler til at ændre sig fra en slags til en anden kan have slået endnu en revne i vores forståelse af naturen.” Denne revne, skrev han, ”kan ikke forklares af den normale fysikmodel.” Fysikeren Jenny Thomas fra University College i London forsøgte at slå en munter tone an: ”Hvis effekten er virkelig, er der noget fysik, der ikke er ventet. Da er der noget nyt, som vi ikke forstår, og det er helt fantastisk!” Det er selvfølgelig også en måde at tage det på, når man opdager, at man står på bar bund.
Husk under alle omstændigheder dette, næste gang du læser i Illustreret Videnskab, at nu er det lige før, videnskaben har en teori, der forklarer alting. Bemærk også, at blot fordi nogle teorier har praktisk anvendelse, betyder det ikke, at de er sande. Søfolk kunne også navigere sig frem ved hjælp af observationer af planeter og stjerner dengang man mente, at jorden var centrum i universet. Nu laver man mobiltelefoner, GPS’er, laserer og mange andre sindrige påfund ved hjælp af kvantefysik uden at have en anelse om, hvorfor naturen opfører sig, som kvantemekanikken beskriver det. Hvordan kan noget både være en bølge og en partikel? Hvordan kan en foton gå igennem to spalter på samme tid? Hvordan kan to partikler påvirker hinanden på stor afstand? Hvordan kan en iagttager spille en rolle i udfaldet af en kvantehændelse? Svaret er, at fysikerne har ingen anelse om dette.
(kilde: http://creationsafaris.com/crev201006.htm#20100617a)
[ii] Frank Close, “How the boson got Higgs’s name,” Nature 465, pp. 873–874, 17 June 2010, doi:10.1038/465873a
[iii] http://www.newscientist.com/article/dn19051-antineutrinos-odd-behaviour-points-to-new-physics.html
Det nye nummer (nr. 116, marts 2010) af det dansk/norske tidsskrift Origo, “bladet om evolution, skabelse og etik”, er netop udkommet med Peter Øhrstrøm som redaktør. Nogle af artiklerne i bladet er:
Knud Aa. Back, Darwin for dummies: Alle tror jo på den! Knud Aa. Back, Troen som argument hos Darwin Discovery Institute, Mikro = makro? Arne Kiilerich, Dawkins’ Greatest Show (boganmeldelse) Peter Øhrstrøm, Dawkins’ anti-gudsbevis i kritisk belysning Per A. Larsen, Diskriminering af Darwin-tvilere (bokanmeldelse) Peter A. Tyvand, TV-debat med Dag O. Hessen Peter A. Tyvand, Ida som merkevare Trygve Gjedrem, Genetisk grunnlag for evolusjon
I skrivende stund er der ikke lagt nogen omtale af det nye blad ud på skabelse.dk, Origos danske hjemmeside, men det sker sandsynligvis i løbet af nogle dage.
Casey Luskin har en interessant diskussion af bakterieflagellen i en nylig tekst på evolutionnews. Bakterieflagellen bruges ofte som et eksempel på en irreducibel kompleks struktur, som ID-fortalere som Michael Behe hævder ikke kan være opstået darwinistisk og ser ud til at være intelligent designet. Visse darwinister såsom biologen Ken Miller hævder imidlertid, at flagellen ikke er irreducibel kompleks, fordi omkring 10 af flagellens proteiner også kan bruges til at konstruere en giftindsprøjtningsanordning ved navn et ’Type-III sekretions system” (T3SS), som nogle bakterier bruger til at dræbe andre celler med.
Men selv om man kan se dette argument brugt af mange, er der gode grunde til at tvivle på Millers påstand. En grund er, at ting tyder på, at flagellen har eksisteret meget længere T3SS, der tilsyneladende kun kan have eksisteret efter udviklingen af mere avancerede organismer, imens flagellen har været der på et meget tidligere tidspunkt i livets historie. Ifølge New Scientist:
”En ting, der taler for, at flagellen kom først, er, at bakterier ville have haft brug for en fremdriftsmekanisme, før de havde brug for T3SS’er, der bruges til at angribe celler, der udviklede sig senere end bakterier. Hvad mere er, forekommer flagellen i et bredere udvalg af bakteriearter end T3SS. ”Den enkleste forklaring er, at T3SS opstod senere,” bemærker biokemiker Howard Ochman fra University of Arizona i Tucson.” [Dan Jones, "Uncovering the evolution of the bacterial flagellum," New Scientist (Feb 16, 2008).]
For det andet består T3SS kun af omkring en fjerdedel af flagellens proteiner, hvilket ikke giver nogen forklaring på, hvordan flagellens grundlæggende funktion – dens fremdriftsstystem – udviklede sig. Den uløste udfordring, som flagellens irreducible kompleksitet udgør for darwinistisk evolution, opsummeres af William Dembski:
“I bedste fald repræsenterer T3SS et muligt enkeltskridt i en indirekte darwinistisk evolution af bakterieflagellen. Men det udgør fortsat ikke en løsning på spørgsmålet om, hvordan bakterieflagellen har udviklet sig. Det, der er brug for, er en fuldstændig udviklingsvej og ikke blot en mulig oase et sted på vejen. At hævde noget andet er som at sige, at vi kan gå til fods fra Los Angeles til Tokyo, fordi vi har opdaget Hawaii.”
En tredje ting er, at Millers argument er et underligt stråmandsargument, der bygger på nogle antagelser, der ikke holder, og som ingen ID-fortalere har hævdet. Han hævder, at hvis man kan vise, at en struktur har undersystemer, der har andre selvstændige funktioner end selve strukturens funktion, er strukturen ikke irreducibel kompleks. Dette er noget i stil med at hævde, at fordi ledningen til min computer også kan bruges til at give strøm til min støvsuger, er min computer ikke irreducibel kompleks. At Millers argument trods det stadig cirkulerer som et argument imod flagellens irreducible kompleksitet, viser derfor vist mest, hvor stort et forklaringsproblem eksistensen af irreducible komplekse systemer i levende organismer er for evolutionsteorien.
At flagellen er irreducibel kompleks i henhold til Behes definition, er i øvrigt blevet demonstreret af mikrobiologen og ID-fortaleren Scott Minnich i hans laboratorium på University of Idaho. Minnich: “Hvis man gør én del [af flagellen] uvirksom, kan den ikke svømme. Så snart man sætter dette gen tilbage, genvinder den sin bevægelighed. Samme ting overalt.…Pr. definition er systemet irreducibelt komplekst. Vi har gjort det med alle flagellens 35 komponenter og har fået det samme resultat.”
Læs hele artiklen her.
Søde hunde beviser Darwins teori, hævdes det nu. Hvordan det? Ved at demonstrere “den sødestes overlevelse”. Dette er ingen spøg. Science Daily omtalte den 21.1.2010 (se ‘Survival of the Cutest’ Proves Darwin Right) en omfattende undersøgelse af kraniestørrelser, hvor forskerne, Chris Klingenberg og Abby Drake, konkluderer om hunderacer:
“Denne undersøgelse viser kraften i darwinistisk selektion med så megen variation indenfor sådan et kort tidsrum. Beviset er meget stærkt.”
Fordi tamhundes kraniestørrelser varierer meget mere end kranier hos vilde hunde, hævder de to forskere, at dette understøtter Darwins teori om, at nye arter kan opstå igennem selektion, hvad end denne selektion er kunstig som i tilfældet med søde hunde, eller naturlig.
Hvad de to forskere tilsyneladende har overset eller måske slet ikke ved, er, at uanset hvor søde hundene er, er ingen af dem nye arter, som er det, evolution handler om. Alle de hunderacer, som mennesker har fremavlet, er fortsat hunde, der kan parre og formere sig med alle andre hunderacer. Der er ikke skyggen af evolution i dette.
Mennesket har kendt til variation indenfor arter i tusindvis af år. Det var det, vores forfædre udnyttede til at fremavle de mange kulturplanter, vi dyrker i dag. Blot og bar variation indenfor arter beviser ikke noget som helst om evolution. Tværtimod. Det faktum, at tusinder af års avl på dyr og planter endnu ikke i et eneste tilfælde har givet ophav til en ny art, sådan som Darwin troede, at det kunne ske, tyder snarere på, at det er højst usandsynligt, at evolution, som Darwin forestillede sig det, overhovedet forekommer eller kan lade sig gøre.
Her er det også værd at bemærke, at almindelige skatteydere tror fejl, hvis de tror, at professionelle biologer på et tidspunkt i deres uddannelse stifter bekendtskab med den grundlæggende biologiske viden, som gartnere, landmænd og andre, der arbejder med avl, tager for givet. En uddannelse i evolutionsbiologi er ikke et kursus i biologiens verden, som den virkelig er, men et kursus i at se evolution overalt, selv om der ingen evolution er at se.
Jeg skrev den 12.1.2010 om, hvordan et nyt fund af spor af tetrapoder i Polen har detroniseret fossilet Tiktaalik som et missing link. For videre information er her et uddrag fra en bog, jeg for tiden arbejder på (skulle efter planen udkomme om 3-4 måneder). Selv om det er skrevet på et tidspunkt, da vi stadig fik at vide, at Tiktaalik er en mellemform, giver det er et interessant indblik i, hvor mange tvivl der i virkeligheden omgærder de fossiler, som de populære medier præsenterer som uomtvistelige beviser på evolutionsteorien:
“…Et tredje eksempel er Tiktaalik, et fossil, der inden for de senere år er blevet udnævnt til at være en mellemform imellem fisk og tetrapoder. Tetrapod betyder “firefodet” og refererer til padder, krybdyr, fugle og pattedyr, der alle går på fire fødder eller ben.
I april 2006 kunne medierne fortælle om det sensationelle fund på øen Ellesmere i det nordlige Canada af Tiktaalik rosae, en fisk, der skulle have træk, der placerer den et sted imellem fisk og tetrapoder. Nature skrev: “[D]ette er “fisken, der kravlede op fra vandet,” et ægte ‘missing link.’” Scientific American fulgte trop: “Nyligt fundet fossil er en overgang imellem fisk og landkrabber.” I hvad der næsten lignede en velplanlagt PR-kampagne opnåede Tiktaalik en ikonisk status fra den ene dag til den anden og “bekræftede elementer af en større overgang i evolutionen.”
Men selv om Tiktaalik har beholdt sin ikoniske status i offentligheden, afslører en nærmere granskning nogle af de samme problemer som historien om de fjerklædte dinosaurer: ikke alle professionelle palæontologer er overbevist om, at den er en mellemform, og senere forskning har sat spørgsmålstegn ved hele historien. Husk på, at Titaaklik er, når det kommer til stykket, stadig en et hundrede procents fisk og ikke en skabning et eller andet sted imellem en fisk og en tetrapod.
Før Tiktaalik var den bedste kandidat til posten som mellemform en fisk ved navn Panderichthys. Men med Tiktaalik indrømmede videnskabsmændene:
“Panderichthys har relativt få tetrapode synapomorfier og giver kun delvist indsigt i oprindelsen til væsentlige træk ved kraniet, lemmerne og det bærende skelet ved tidlige tetrapoder. I betragtning af den morfologiske afstand imellem elpistostegalianske fisk og tetrapoder har den fylogenetiske ramme for tetrapodernes umiddelbare søstergruppe været ufuldstændig, og vores forståelse af større anatomiske forandringer ved overgangen fra fisk til tetrapod været begrænset.”26 [Daeschler et al., “A Devonian tetrapod-like fish and the evolution of the tetrapod body plan,” Nature 440, April 6, 2006, p. 757-763.]
Ikke blot blev Panderichthys detroniseret, men man indrømmede også, at viden om overgangen fra fisk til tetrapod havde været begrænset. Interessant nok var der før Tiktaalik ingen sådanne indrømmelser.
Historien slutter ikke her. Bag kulisserne har forskellige videnskabsmænd løbende gjort indsigelser imod Tiktaalik. Eksempelvis kunne en undersøgelse i 2008 efter en skanning af nogle af fossilerne af Panderichthys afsløre, at dennes knoglestruktur i finnerne var tættere på tetrapoder, end Tiktaaliks var. I et interview med The Scientist bemærkede lederen af denne undersøgelse, Catherine A. Boisvert:
”Placeringen af de yderste stråler [”stråler” refererer til de knogler, der svarer til vores fingre og tæer] i Panderichthys er meget mere tetrapod-agtige end hos Tiktaalik.”
Hun fortsatte:
”Tidligere materiale fra en anden gammel fisk ved navn Tiktaalik havde også ydre stråler, selv om kvaliteten af dette eksemplar var dårligt. Og vinklen på strålerne syntes ikke at svare til den måde, moderne fingre og tæer udstråler fra et led, parallelt med hinanden.” [The pectoral fin of Panderichthys and the origin of digits, Catherine A. Boisvert1, Elga Mark-Kurik2 & Per E. Ahlberg, Nature 456, 4 December 2008, p. 636-638.]
Da Tiktaalik først blev bragt til offentlighedens opmærksomhed, nævnte ingen, at dets ”kvalitet” som et fossilt ”eksemplar” var ”dårligt”. Tværtimod afviste man dengang Panderichthys som mellemform. To år senere skubber Panderichthys igen Tiktaalik ned fra tronen.
Hvad mere er, kunne National Geographic fortælle, hvordan evolutionsbiologen Michael Coates fra University of Chicago ikke var overbevist om, at de fingerlignende strukturer i Panderichthys’ finne svarer til vores fingre. For det første havde han fundet dem usædvanligt flade for ”stråleknogler”. Coates bemærkede:
“Stråler er normalt cylindriske. Når man ser på [et] tværsnit [af Panderichthys’ fingre], har de alle form som håndvægte. Strukturerne er så ejendommelige, at de lige så godt blot kunne være fragmenter af beskadigede knogler.” [Ancient Fish Had Primitive Fingers, Toes, Ker Than, National Geographic News, September 24, 2008.]
Inden for to år fra 2006 til 2008 har vi indrømmelse af, at Panderichthys ikke dokumenterer overgangen fra vand til land, at Tiktaalik er et dårligt fossil, og hvad der skulle være tetrapod-træk måske kun er ”fragmenter af beskadigede knogler”. Er videnskabsfolkene virkeligt så overbeviste om deres fossiler, som de populære massemedier vil have os til at tro det?
De senere år har evolutionisterne peget på Tiktaalik som et flot eksempel på fundet af et ”missing link”, en velbevaret fisk, der er blevet vidt og bredt udråbt som et stadie på overgangen fra fisk til tetrapoder (firlemmede landhvirveldyr, dvs. padder, krybdyr, fugle og pattedyr). Tiktaalik var en ”elpistostegaliansk” fisk, en stor rovfisk, der levede i lavvandede områder og delte nogle af tetrapodernes træk, men var samtidigt fuldt ud en fisk med finner og gæller. I 2009 skrev Nature:
”I 2006 beskrev Edward Daeschler og hans kolleger nogle bemærkelsesværdigt velbevarede fossiler af en elpistostegid ved navn Tiktaalik, der tillader os at danne os et godt billede af et vandrovdyr med tydelige ligheder til tetrapoder – lige fra dens bøjelige nakke til dens meget lemmelignende finnestruktur. Fundet og den omhyggelige analyse af Tiktaalik giver os viden om stadiet før tetrapoderne udviklede sig og viser, at fossillagene indeholder overraskelser, om end de er helt i overensstemmelse med evolutionær tankegang.”
Så netop nu, da alle troede, at nu var der faldet ro og enighed over feltet, kaster et nyt fossilfund kaster alting tilbage i smeltediglen. Aftryk af en ukendt tetrapode er blevet fundet i bjergarter, der er ti millioner år ældre end Tiktaalik. Janvier og Clement skriver nu i Nature [Janvier, P. & Clement, G. Muddy tetrapod origins, Nature 463, 40-41, 7.1.2010], at sporene forekommer i bjergarter, der ”med sikkerhed kan henføres til Nedre og Mellem Eifelien, hvilket svarer til en alder på omkring 395 millioner år.” Med et pennestrøg udelukker dette ikke blot Tiktaalik som en mulig forfader til tetrapoderne, men også alle andre kendte repræsentanter for elpistostegiderne. Fremkomsten af tetrapoder anses nu for at være sket 20 millioner år tidligere, end man hidtil har troet, og disse tetrapoder må have eksisteret sideløbende med elpistostegiderne. Endnu er fossillagene kommet med en stor overraskelse, men denne gang ikke en, der ”er helt i overensstemmelse med evolutionær tankegang.” Det er et fund, der ikke var forudset og slet ikke passer ind den generelle konsensus.
Janvier & Clement: ”Nu kaster Niedzwiedzki og kolleger en håndgranat ind i det billede. De indberetter det lammende fund af aftryk af tetrapoder med tydelige fingerled fra Zachemie, Polen, fund, der med sikkerhed kan dateres til den nedre del af Eifelien (397 mio. år). Denne lokalitet (et gammelt stenbrud) har afsløret en halv snes aftryk, der er afsat af flere individer, der var fra 0,6 til 2,5 meter i længde, og talrige isolerede fodspor, der er fundet på brudstykker af ur [”ur” er det geologiske udtryk for nedstyrtede sten]. Sporene går forud for de ældste skeletrester af tetrapoder med 18 millioner år og – endnu mere overraskende – de tidligste elpistostegalianske fisk med omkring 10 millioner år.”
Natures redaktør bemærkede: ”Fundene antyder, at elpistostegiderne, som vi kender dem, var nogle sent overlevende levn i stedet for direkte overgangsformer, og de fremhæver, hvor lidt vi i det hele taget ved om de terrestriske hvirveldyrs tidlige historie.”
Henry Gee, en af redaktørerne på Nature, skrev i en blog: ”Hvad begyder alt dette? Det betyder, at den nydeligt anrettede sammenhæng imellem stratigrafien og fylogenien, hvor elpistostegiderne repræsenterer en overgangsform i den hurtige evolution af tetrapoder i Mellem Frasnien, er en grusom illusion. Hvis, som de polske fodspor viser det, tetrapoderne allerede eksisterede i Eifelien, har et enormt evolutionært hul åbnet sig under vores fødder.”
I en anden blog diskuterer Ed Yong betydningen af fundet og er tydeligvis imponeret af tilslutningen fra en anden garvet forsker, der har været direkte involveret i at forstå tetrapodernes udvikling:
”Jenny Clack, forskeren fra Cambridge, der fandt Acanthostega, har selv set de polske fodspor og finder dem overbevisende. Hendes eneste forbehold er, at de detaljerede aftryk ikkeder viser, hvordan de, der afsatte dem, har bevæget sig… ”Men det er også tilfældet med masser af andre tidligere kendte aftryk,” udtaler hun. ”Hvis man havde fundet dem i andre aflejringer, havde der ingen forbehold været overfor dem.” Hun er ikke desto mindre begejstret. ”Det kommer til at ændre alle vores ideer om, hvorfor tetrapoderne dukkede op af vandet såvel som hvornår og hvor.”
(resume fra http://www.arn.org/blogs/index.php/literature/2010/01/09/lobbing_a_grenade_into_the_tetrapod_evol)
“Hvilken spiller ville være skør nok til at spille roulette med tilfældig evolution? Sandsynligheden for, at støv, der bæres af vinden, gengiver Dürers “Melancholia” [se billedet] er mindre, end at sandsynligheden for kopieringsfejl i DNA-molekylet leder til dannelsen af øjet. Udover dette havde disse fejl overhovedet intet at gøre med den funktion, som øjet måtte udføre eller var i gang med at skulle udføre. Der er ingen lov imod dagdrømmeri, men det er ikke noget, som videnskaben har lov til at hengive sig til.”
Citat fra den kendte franske zoolog Pierre Grassé (Evolution of Living Organisms New York: Academic Press, 1977, s 104.)
Access Research Newswork (http://www.arn.org/) udgiver hvert år en liste over, hvad de anser for årets største ID-nyheder. Listen for 2009 er netop blevet offentliggjort. Øverst på listen topper en peer-reviewed artikel af William Dembski og Robert Marks. Med titlen Conservation of Information in Search: Measuring the Cost of Success viser Dembski og Marks, at i modsætning til, hvad tilhængere af den darwinistiske tankegang hævder, kan ny funktionel genetisk information ikke opstå uden intelligens.
Nr. 2 på listen er bogen Signature in the Cell af Stephen Meyer, hvor Meyer diskuterer det måske mest paradoksale ved vores arveanlæg: den genetiske kode, der ligger på vores DNA, er et decideret stykke software, som efter alle kriterier at dømme er intelligent designet. Bogen er også en af de bedste gennemgange af forskningen i det første livs oprindelse og svaghederne ved de forskellige evolutionistiske teorier, som forskerne har forsøgt sig med forklaring på, hvordan liv skulle kunne være opstået spontant fra ikke-levende kemi.
Blandt andre tophistorier er artikler om manglen på en egentlig darwinistisk teori af biologen (og darwisten) Eugene Koonin og et afhandling fra BioEssays om, hvordan den Kambriske Eksplosion fortsætter med at være en udfordring for darwinismen.
Interessant er også de to historier om Ida og Ardi på 7. 0g 8. pladsen, to fossiler, der begge først under store fanfarer blev udbasuneret af forskere og medier som missing links, men hurtigt tabte pusten og tvang de involverede forskere til at indrømme, at man havde overtolket og oversolgt nogle i virkeligheden temmelig trivielle fossiler.
Hele listen kan læses på http://www.arn.org/top10/2009newsstories.pdf
